Tiltrædelsesforelæsning - Varm luft med mere

Fredag den 19. januar afholdt overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling, Ulla Møller Weinreich tiltrædelsesforelæsning i anledningen af sin tiltrædelse som professor i lungemedicin.
Ulla Møller Weinreich

Ulla Møller Weinreich tiltrådte pr. 1. oktober som klinisk professor i lungemedicin ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet. Fredag var det så blevet tid til hendes tiltrædelsesforelæsning, som havde titlen ”Bare varm luft!”

Forelæsningen var dog alt andet end luft, men til gengæld et medrivende indblik i nogle af de mange forskellige forskningsprojekter, hun har været involveret i sin karriere på Lungemedicinsk Afdeling: Om saltinhalation til patienter med KOL, gevinsterne ved High Flow-behandling til behandling til de allersygeste KOL-patienter – til diagnostik af lungesygdom på en lokal orangutang! Forskning, der under en fælles paraply tager udgangspunkt i visionen om at bidrage til større forståelse for sygdomskompleksiteten hos kronisk lungesyge.

Ved forelæsningen fortalte Ulla Møller Weinreich også om betydningen af at være nysgerrig på et fag, lære nyt og ikke mindst lære fra sig til studenter og ph.d.-studerende. Noget der har betydet, at mange af de læger, der i årenes løb har været omkring Lungemedicinsk Afdeling, eller stadig er det, selv er begyndt at forske.

Ulla Møller Weinreich har siden 2015 stået i spidsen for opbygningen af den lungemedicinske forskningsenhed på Aalborg Universitetshospital, Aalborg Respiratory Research (REAAL). Forskningen er centreret omkring forståelsen af multimorbiditeten hos KOL-patienter; hvad betyder den for bedømmelsen af patienterne og for deres prognose. Ydermere er fokus på identifikation af de sårbare patienter i gruppen af KOL-patienter. Formålet med begge typer af forskning er dels at hjælpe klinikere til at prioritere deres indsats i det daglige arbejde dels at give klinikerne viden, der skal bruges når de vurderer undersøgelsesresultater efter gennemgang af patienterne.

 

FORFATTER Kommunikationskonsulent Peter Friis Jeppesen, pfj@rn.dk / 97 66 62 55

Opdateret